top of page

Mit navn er John. Jeg er 31 år gammel og har for nyligt været på min første fisketur – nogensinde! Ikke én gang i løbet af mit 31 år lange liv, har jeg haft en fiskestang i hånden, kastet linen ud og hevet en fisk i land. Det har til dels aldrig sagt mig noget at fiske og så spiller det nok også en stor rolle, at jeg ikke har haft nogen i min omgangskreds, som fiskede.

Det ændrede sig dog da jeg startede på mit nye arbejde for nogle måneder siden. Her faldt jeg hurtigt i snak med en jævnaldrende gut, som ligesom jeg selv, lige var begyndt i virksomheden. Niels, som han hedder, fortalte mig en dag, at han er lystfisker i sin fritid og gerne tilbringer så meget tid som overhovedet muligt ved vandet, hvor han fisker.

I samme ombæring fik jeg fortalt, at jeg ikke selv havde nogen som helst erfaring med en fiskestang, men at jeg da var nysgerrig på at prøve det.

Efter arbejde næste dag var vi af sted. Vi startede ved en Put’n’Take sø, fordi det ville være lettere for mig at få en fisk på krogen for enden af min fiskestang. Det ville være godt at starte med en succesoplevelse, fortalte Niels mig. Jeg var enig.

Første udfordring var hvordan man overhovedet håndterer en fiskestang. Det lyder måske lidt dumt, men hvis man som jeg er fra storbyen og aldrig rigtigt er kommet så meget i naturen og ej heller har haft en far som har interesseret sig for og lært fra sig om fiskeri, kan det virkelig være svært. Ikke raketvidenskab, kunne jeg konstatere, da jeg senere på dagen fik styr på teknikken, men udfordrende at komme i gang med.

Heldigvis havde jeg en god læremester og der gik ikke længe, før jeg mærkede små ryk i min fiskestang. Der var bid!

Du har måske allerede gættet, at en uerfaren landkrabbe og byboer som mig, som ikke en gang vidste hvordan man håndterede en fiskestang, under ingen omstændigheder har tjek på hvordan man hiver en fisk i land. Jeg kaldte derfor straks på Niels, som smed sin egen stang fra sig og løb over for at give mig en hånd med.

Desværre mistede vi fisken, inden vi kunne nå at få den i land og samle den op med fiskenettet, men oplevelsen havde givet mig blod på tanden og lyst til mere.

Og det, mine damer og herrer, er faktisk årsagen til, at jeg har startet denne blog. Her vil jeg nemlig jævnligt berette om min rejse fra glad amatør til… ja… en endnu gladere amatør lystfisker? Nu må vi se hvor det ender.

Tak fordi du læste med!

Første gang på fisketur

bottom of page